■ Ved det netop overståede folketingsvalg
kom det frem, at der blandt de konservative
folketingskandidater
var
modstand
mod
euroen
hos
hver
fjerde
kandidat,
og
euroskepsissen
er
tilmed
kommet
med
i
den
nye
folketingsgruppe.
Den
mere
synlige
EU-skepsis
er
blandt
andet
ansporet
af
primært
socialdemokratiske
partiers
kærlige
omfavnelse
af
EU
som
et
redskab
til
at
sikre
en
reguleret,
social
markedsøkonomi.

Derfor spirer den borgerlige EU-skepsis
nu i Det Konservative Folkeparti. Hensigten
med
EU
var
nemlig
ikke
at
skabe
et
paneuropæisk
socialdemokratisk
projekt,
men
i
stedet
at
skabe
et
fungerende,
af
grænset
samarbejde
mellem
de
europæiske
lande
omhandlende
grænseoverskridende
udfordringer.
Sådan
er
EU
ikke
opbygget
i
dag.
Det er alt for sjældent, at man i den
danske debat hører om en EU-skepsis,
endsige EU-modstand, fra den borgerlige
side af det politiske spektrum. Venstre og
Det Konservative Folkeparti har på ledelsesniveau
basalt
set
tilsluttet
sig
Rom-traktatens
ord
om
en
stadigt
snævrere
sammenslutning
mellem
de
europæiske
folk.
Ligeså
basalt
set
har
venstrefløjspartierne
ofte
funderet
deres
EU-skepsis
eller
EUmodstand
i
en
forestilling
om
EU
som
et
særligt
liberalistisk,
markedsorienteret
projekt.
Denne
illusion
er
dog
langt
fra
sandheden.
‘EU
som
erhvervslivet
og
de
riges
klub’
er
ikke
en
unfair
opsummering
af
den
socialistiske
EU-modstand.

Imidlertid er det tankevækkende, at flere
markante
socialistiske
politikere
nu
går
i
brechen
for
mere
europæisk
integration.
Daniel
Cohn-Bendit,
Joschka
Fischer
og
Margrete
Auken
er
eksempler
herpå.
Ligeledes
er
det
bemærkelsesværdigt,
at
socialdemokratiske
partier

tværs
af
EU
er
blevet
betydeligt
mere
EU-positive
over
de
sidste
femten
år.

Ved afstemningen om Maastricht-traktaten
i
1992
rørte
de
første
skeptikere

sig, ansporet af dels daværende kommis sionsformand
Jacques
Delors’
tanker
om
dels
en
føderal
europæisk
stat
inden
år
2000,
og
dels
om
selv
samme
Delors’
neddrosling
af
visionen
om
et
frit,
dereguleret
marked
indenfor
EUs
grænser,
til
fordel
for
en
såkaldt
social
markedsøkonomi
med
en
social
dimension.

■ Som konservativ ønsker jeg, at EU skal
koncentrere sin fremtidige udvikling omkring
de
oprindelige
kerneområder

fred,
frihed
og
økonomisk
velstand.
EU
skal
kun
bruges

de
områder,
hvor
et
mellemstatsligt
samarbejde
giver
mening
og
ikke
overregulere
selvstændige
nationale
beslutninger.

Denne
holdning
har
længe
været
at
finde
i
Konservativ
Ungdom,
som
i
dag
er
direkte
modstandere
af
EU,
men
vinder
mere
og
mere
indpas
i
de
øvrige
borgerlige
rækker,
senest
hos
Liberal
Alliance
og
Venstres
Ungdom,
og
i
Det
Konservative
Folkeparti
er
den
sunde
EU-skepsis
fortsat
levende.
Med det danske nej til Maastricht-traktaten
i
1992
og
til
euroen
i
år
2000,
samt
aktuelle
målinger
om
undtagelserne
viser
det
sig
tydeligt,
at
en
rigtig
stor
del
af
danskerne
er
kritiske
i
forhold
mere
union
og
ikke
ønsker
at
give
EU
mere
indflydelse
over
vores
valuta
og
indenrigspolitiske
spørgsmål.

Alle
danske
partier
har
medlemmer
og
vælgere,
som
er
EU-kritikere
eller
EUmodstandere.
Jeg
opfordrer
til
en
borgerlig
indholdsdiskussion
om
EU.
Hvordan
kan
danske
politikere
støtte
EUs
handelsmure,
der
skader
forbrugerne
og
ulandene,
EUs
rejsecirkus,
EUs
planøkonomiske
landbrugspolitik,
og
at
dansk
folkestyre
sættes
ud
af
kraft

væsentlige
områder?

Jeg
håber
og
tror,
at
flere
borgerlige

og
i
særdeleshed
konservative

EU-skeptikere
kommer
ud
af
skabet
i
de
kommende
år.
Dette
vil
i
hvert
fald
styrke
vores
hårdt
medtagede
parti.