EU er i gang med sin største forandring i årtier. Årsagen
er selvfølgelig den dybe krise i hele euro-konstruktionen.
En krise, som indtil videre har givet sig de mest dramatiske
udtryk
i
Grækenland,
Portugal,
Spanien
og
Irland.
For os euro-modstandere kommer denne krise ikke
som en overraskelse. Vi har fra starten insisteret på, at
én fælles valuta for vidt forskellige økonomier kun kan
lade sig gøre, hvis der også føres en fælles økonomisk
politik.
Denne banale kendsgerning kunne skjules af det økonomiske
opsving,
som
faldt
sammen
med
euroens
indførelse
i
år
2000.
Men
siden
krisens
gennembrud
i
2008
har
det
været
åbenlyst
for
alle.
Således også for EU-lederne, som systematisk er gået i
gang med at etablere forudsætningerne for en økonomiskr
egering på EU-plan. En regering, som ikke bare kan blande
sig,
men
som
direkte
kan
diktere
medlemslandenes
økonomiske
politik
ned
i
detaljer.
De første skridt i den retning er allerede taget: Vedtagelsen
af
Europluspagten,
som
bl.a.
binder
deltagerlandene
til
at
føre
en
bestemt
økonomisk
politik.
Vedtagelsen
af
en
række
direktiver,
den
såkaldte
”six-pack”,
som
bl.a.
åbner
op
for
sanktioner
i
tilfælde
af
økonomiske
”ubalancer”. Og vedtagelse af en traktatændring, som betyder at
lande med økonomiske problemer kun kan låne penge fra
EU mod at blive sat under administration.
I den kommende tid vil flere tiltag følge. Disse tiltag vil
på et tidspunkt kulminere med en defacto etablering af
en økonomisk regering på EU-plan. En regering, som vil
være bundet til at føre en bestemt økonomisk politik,
hvor de private virksomheders overskud er vigtigere end
den fælles velfærd.

På den baggrund skulle man måske tro, at EU ville have
været et hovedpunkt i den overståede valgkamp. Men nej!
EU spillede stort set ingen rolle – hverken i partiernes
materialer eller i journalisternes dækning. Og når det
endelig skete, så havde det mest karakter af indenrigspolitiske
drillerier.
F.eks. da Venstre-manden, Morten Løkkegaard, gik ud i
et frådende angreb på S-SF for ikke at ville sætte eurou
ndtagelsen
til
afstemning
i
den
kommende
valgperiode.
Dette
”fodslæberi”
vil
betyde,
at
Danmark
”sandsynligvis
ender
i
den
europæiske
2.
division”,
rasede
han.
Absurditeten i angrebet fremgår alene af, at Morten
Løkkegaard repræsenterer et parti, som i de sidste 10 år
har siddet på regeringsmagten og dermed har kunnet udskrive
alle
de
euro-afstemninger,
de
måtte
ønske.
Det
har
de
dog
klogelig
afstået
fra
for
at
undgå
et
sviende
nederlag. Men intet er selvfølgelig umuligt for den, som ikke skal
gøre det selv!
Fraværet af EU i valgkampen betyder desværre ikke, at EU
forsvinder. Tværtimod vil dagsordenen for den kommende
periode være voldsomt præget af EU.
Dels på grund af de økonomiske problemer i euroen, som
jeg omtalte ovenfor. Dels på grund af, at Danmark overtager
EU-formandskabet fra den 1. januar og et halvt år frem. Og
dels fordi den nye regering vil sætte de danske undtagelser
fra EUs militærpolitik og fra EUs retspolitik til folkeafstemning.

alt
det
EU,
der
ikke
blev
diskuteret
i
valgkampen,
vil
nu
komme
frem
med
dobbelt
styrke.

Selvom Folketinget er domineret af EU-tilhængere, så kan
vi glæde os over, at EU-kritikerne faktisk blev en smule styrket
ved
valget.
Og
især
kan
vi
glæde
os
over,
at
flere
af
de
nyvalgte
MFere
er
kendte
ansigter
fra
deres
aktive
arbejde
i
Folkebevægelsen
og
i
Unionsmodstanden.
Vi
siger
tillykke
og
god
arbejdslyst.
Der
bliver
brug
for
det!