EU har vedtaget en genopretningsplan for det selvsamme system, som nu har kastet Europa ud i en dyb økonomisk recession


Udvidet udgave af artikel i Folk i Bevægelse 2 - 2009

Af Henrik Bang Andersen

Den økonomiske tilbagegang har lagt sig over Europa. I alle lande meldes der om stigende arbejdsløshed og faldende vækstrater. Nogle europæiske lande for eksempel Ungarn og Island har været på randen til statsbankerot, havde det ikke været for de massive redningspakker. For EU har vækstraten samlet set været negativ i de to sidste kvartaler af 2008 – EU er i recession.

På EUs topmøde i december 2008 vedtog Ministerrådet en omfattende ’genopretningsplan’ til det svimlende beløb af 200 milliarder EUR (1.500.000.000.000 kr.). Genopretningsplanen er det samlede EU svar på den finansielle og økonomiske krise.

Hvad det mere præcist betyder forklares i planens strategiske mål, der drejer sig om at ’speede of’ for forbrug og investeringer og genetablere forbrugernes tillid. Formindske de menneskelige omkostninger ved den økonomiske tilbagegang og dens konsekvenser for de mest udsatte. Sikre at EU fortsat er konkurrecedygtig når væksten vender tilbage - i overensstemmelse med Lissabon Strategien for vækst og beskæftigelse om at gøre EU til verdens mest dynamiske, konkurrencedygtige og vidensbaseret økonomi. Og endelig at speede op for en grøn og klimavenlig økonomi.

Et af de væsentligste værktøjer er den enorme sum penge på 200 milliarder EUR, der udgør 1,5 pct af det samlede bruttonationalprodukt (BNP) for hele EU. Pengene har alene til formål at stimulere forbrugernes efterspørgsel ved at pumpe penge ud til forbrug.

De andre værktøjer består af en lang række politikker for det indre marked. Disse drejer sig for eksempel om at speede op for kommende beslutninger om kapitalkrav til banker og forsikringsselvskabers solvens, finansielt tilsyn, skabe hurtigere procedurer for at få likviditeter ud i omløb, skabe hurtigere og mere fleksibel anvendelse af konkurrenceregler.

Genopretningsplanen repræsenterer som sådan ikke en ny arkitektur for markedet, idet alle værktøjerne er udformet efter eksisterende politikker. Rammen udgøres af Lissabon-strategien samt Stabilitets- og vækstpagten. Det er skam vigtigt, at der i planens strategiske mål er føjet en linie til om ”de mest udsatte”. MEN når det kommer til selve værktøjerne, er der intet at hente for almindelige mennersker. For eksempel når det drejer sig om jobsikkerhed og beskæftigelse, er der blot henvist til flexicurity-stategiens ’fyr & hyr-princip’. Derudover drejer det sig allerhøjst om forslag og opfordringer til medlemslandene.

Når det kommer til ”de mest udsatte” og inddæmingen af ”de menneskelige omkostnigner”, burde planen i stedet have taget værktøjer i brug som for eksempel ’civilsamfundsdialog’ i forhold til at skabe social inklusion og aktive inklusionsprocesser. Der står heller intet om at fokusere investeringerne i den sociale infrastrutur og offentlige tjenesteydelser.

Den økonomiske tilbagegang er et tegn på, at den nuværende økonomiske model har slået fejl. Alligevel er redningspakken et forsøg på at bevare det system, som har skabt krisen. Ifølge NOTAT (januar 2009) udpegede EU-kommissionen i oktober desuden en række af de selvsamme bankdirektørere og finansmænd, som har skabt krisen, til at rådgive EU i svaret på krisen. Vi mangler stadig at se en genropretningsplan og redningspakker for de almindelige europæiske borgere, som nu står uden job i dag.